|
Frem til 1872 var Kolindsund Danmarks næststørste sø. I 1840’erne og 1850’erne diskuteredes mulighederne for at mindske oversvømmelser, men først da der i 1872 dannedes et aktieselskab, skete der for alvor noget. Aktieselskabets formål var at tørlægge Kolindsund.
Rundt om søen blev der anlagt en 43 km lang dæmning. Der blev gravet en Nord- og Sydkanal, med det formål at aflede vandet fra hele oplandet (480 km2).
Landbrugene i Kolindsund blev etableret i 1880’erne og 1890’erne. De var alle ejede af Aktieselskabet Kolindsund, som dyrkede jorden. Aktieselskabet Kolindsund solgte i 1921 jorder og gårde til private.
Kolindsund er anlagt med det formål, at der skal være landbrugsdrift i området. I henhold til Lov nr. 139 af 2. maj 1934 blev de tekniske anlæg i Kolindsund forbedret og i den forbindelse blev Pumpelaget Kolindsund dannet, med det formål at sikre en forsvarlig afvanding i området samt vedligeholde Pumpelagets anlæg.
Landbrugsarealerne i Kolindsund er i dag højtydende, dyrkningssikker landbrugsjord, som kræver mindre forbrug af kvælstof, pesticider, m.v.
Jorden er af en speciel beskaffenhed og indeholder en række naturlige næringsstoffer, som medfører, at der kan dyrkes en del specialafgrøder. Kolindsund er bla. et af få steder i Europa, hvor der dyrkes alm. rapgræs, der bl.a. anvendes til golfbaner.
|